Derfor har vi valgt hf på VUC
Oline Bak, hf-studerende siden sommeren 2021:
Sådan besluttede jeg mig for hf
- Jeg er uddannet bygningsmaler, men jeg stoppede, fordi min krop ikke kunne klare det, og så kunne jeg bare mærke, at jeg skulle noget andet. Det blev til en fuld hf, fordi jeg vil være sikker på, at jeg kan det, jeg gerne vil. Jeg tænker, at jeg skal på pædagogseminariet, men hvis jeg nu skulle få den idé, at det i stedet skal være lærerseminariet, så er det vigtigt med en fuld hf for at kunne læse videre.
Sådan har det været indtil nu
- Jeg var bange, inden jeg skulle starte, for det er mange år siden, jeg sidst har gået i skole. Jeg var faktisk rigtig skoletræt efter folkeskolen og fik så dårlige karakterer, at jeg tænkte, om jeg var for dum til at læse
videre. Man jeg har overrasket mig selv meget og fået rigtig gode karakterer, nogle megafede venner og nogle sindssygt søde lærere. Det faglige har været udfordrende for mig, men lærerne er gode til at hjælpe og tage tingene individuelt, hvis der er noget, man ikke forstår.
Sådan er det at gå på VUC
- Her er alle aldre og alle typer, og det er også den diversitet, der gør det fedt. Vi kommer fra meget forskellige baggrunde og har lavet alt muligt underligt før. Vi er voksne mennesker og har været ude i det virkelige liv, så vi har nogle fordele i forhold til meget unge mennesker. Det har givet mig mod på livet og på at prøve noget helt nyt. Før tænkte jeg, at jeg aldrig når igennem seminariet, hvis jeg skal læse en fuld hf først. Det er jeg slet ikke i tvivl om i dag.
Sabaun Zamani, hf-studerende siden sommeren 2021:
Sådan besluttede jeg mig for hf
- Efter folkeskolen tog jeg 10. klasse og arbejdede i Fitness World efter det. Jeg startede på en fuld hf i Nyborg, fordi jeg havde hørt mange gode ting om stedet, og det tiltalte mig mere end et alment gymnasium. Nu har jeg besluttet mig for at læse videre til skolelærer bagefter, for jeg synes, det er megaspændende at undervise, men det er også vigtigt for mig at få et forhold til eleverne og ikke bare være deres lærer, så jeg kan hjælpe dem lidt personligt. Det ville betyde meget for mig, og det lærer man også her.
Sådan har det været indtil nu
- Jeg havde forberedt mig på, at der kunne komme lidt faglige udfordringer, fordi det er så længe siden, jeg har gået i skole, men indtil nu har jeg ikke oplevet noget, som jeg ikke kan klare. Både det faglige, sammenholdet med de medstuderende og forholdet til lærerne har været godt.
Sådan er det at gå på VUC
- Jeg har lært en masse nyt på kort tid. Lærerne skriver ikke bare på tavlen, og så skal vi selv finde ud af det. Vi går i dybden, analyserer og forstår virkelig, hvad vi skal lave. Jeg har gået i skole i 10 år, inden jeg kom hertil, men VUC er klart stedet, hvor jeg har følt mig mest tryg. Det er nok, fordi her er plads til alle. Alle er åbne, lærerne er supersøde, og hvis der er noget, kan man bare spørge, og så hjælper de lige med det samme.
Artiklen er lavet i samarbejde med Fyens.dk