Spring til hovedindhold
Book

Jeg magter ikke de kreative fag

Laura har altid vidst, at hendes fremtid skulle handle om dyr, men fysikken satte dog en stopper for drømmen om en praktisk landbrugsuddannelse. Derfor går hun nu efter en teoretisk.

Laura er vokset op på et hobbylandbrug med får, katte, hunde, heste, grise og høns, så det var helt naturligt for hende at starte på en EUX i landbrug.

  • Det var megafedt at arbejde med kvæg og få mine hænder i gang. Jeg var virkelig ked af det, da jeg måtte springe fra uddannelsen, fortæller hun.

Fysikken satte dog en stopper for drømmen om en praktisk landbrugsuddannelse. Laura har hypermobile led og dårligt blodomløb og en ulykke med hendes hest sidste sommer gjorde det umuligt for hende at fortsætte.

Men hun har ikke sluppet drømmen om at arbejde med dyr. I stedet har hun nu rettet blikket mod en akademisk vej og vil umiddelbart læse Dyrevidenskab, som er en nyoprettet uddannelse på AU i Viborg.

  • Jeg vil gerne arbejde med raske dyr og forbedre dem gennem genetik, fodring og pasning – uden at skulle stå til ansvar for, når de bliver syge. Jeg er nemlig panisk angst for nåle og blod. På den måde kan jeg stadig komme ud og snakke med landmænd og arbejde med kvæg, men på et højt fagligt niveau.

Jeg trives bedst i det akademiske

Selvom Laura aldrig havde forestillet sig, at hun skulle i gymnasiet, gav den 2-årige stx pludselig mening, da hun stod over for et uddannelsesskifte.

  • Jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle i gymnasiet, for jeg synes ikke det virker særlig sjovt. Jeg ville hellere tage en praktisk uddannelse. Men da jeg vidste, at jeg ville på universitetet, gav stx mest mening – især fordi jeg kunne tage den på kun 2 år.

Overgangen fra landbrugsskolens værkstedsundervisning til lange skoledage fyldt med lektier var en stor omvæltning.

  • Det var ret hårdt at gå fra at køre traktor og arbejde i smedjen til at sidde stille og lave opgaver hele dagen. Men jeg fungerer klart bedre i det akademiske og indtil videre har det været relativt let. Jeg ved godt, at det kommer til at bide mig i røven på 2. år, griner hun.

Der er 4 forskellige studieretninger på 2-årig stx. Laura har valgt den naturvidenskabelige linje og har fysik og matematik på højt niveau.

Læs mere om 2-årig stx her

  • Det er fagligt udfordrende, men det er også det, jeg vil. Jeg kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, og det er ingen hemmelighed, at jeg går efter de høje karakterer.

Den største fordel ved stx, er at Laura slipper for de kreative fag. Hun hækler i sin fritid, men skal ikke bruge de kreative fag i skolen til noget. Hun vil bare hurtigst muligt videre på universitetet og fokusere 100% på det akademiske.

Til forskel fra hf får stx-eleverne standpunkts- og årskarakterer, hvilket passer Laura godt. Hun har brug for et tal, så hun ved, hvor hun ligger.

 

De 3 bedste ting ved 2-årig stx

  1. Godt studiemiljø
    På Landbrugsskolen boede hun sammen med sine klassekammerater på kostskolen, og de kom hurtigt ind på livet af hinanden. Nu sætter hun pris på, at hun kan komme hjem til sine heste hver dag. Det gør de lange skoledage lidt mere overskuelige.
    Laura er 18 år og dermed den yngste i klassen, men nyder at gå sammen med lidt ældre elever. De har et stærkt sammenhold i klassen.
    "Jeg synes, det er superfedt at have en klassekammerat på 31 år, som bringer en helt anden livserfaring ind i undervisningen. Der er ingen drama, og vi kan snakke på kryds og tværs, selvom vi ikke deler de samme interesser."

  2. Det tager kun 2 år
    ”Det er bare lidt federe, at jeg kan få min stx på kun 2 år”. Der er fart på og et fagligt fokus, men det er jo derfor man er her. Nu kan jeg forfølge min drøm om at arbejde med dyr - bare på en ny måde.

  3. Beliggenheden
    Det hårdeste for Laura er den lange transporttid fra Nordfyn. Skolen ligger lige ved banegården, så det er nemt at komme til skole og rundt i byen derfra.