Nicolajs rejse mod læseglæde
Opdagelsen af ordblindhed
I skoletiden stod Nicolaj over for udfordringer, som han ikke helt forstod. I 3. klasse blev han fejlagtigt betragtet som ’doven’ af lærerne, og de mente, at han havde en dårlig finmotorik.
- Det var først i 6.-7. klasse, at nogen opdagede, at jeg måske var ordblind, fortæller Nicolaj.
Det var i denne periode, at Nicolaj blev venner med en dreng, hvis far var lærer. De tilbød Nicolaj at bo hos dem i et par måneder, hvor de lavede lektier sammen om aftenen. Nicolaj husker, at det var rart at få hjælp til lektierne, men han havde jo stadig svært ved at læse og skrive. Senere skiftede han til en skole, hvor han fik en form for ordblindeundervisning, men det handlede mest om at kigge på en indkøbsseddel og gå ud for at handle – og ingenting om tegnsætning eller andet. Han gik ud af skolen, og karaktererne i dansk fortæller deres tydelige sprog: Han fik 03 i skriftlig dansk og 11 i mundtlig dansk.
- Jeg fik jo helt tårer i øjnene den dag, hvor jeg fik 11 i mundtlig dansk. Lærer og censor sagde, at jeg havde lavet en rigtig fin og flot fremlæggelse. Og det var bare så rart at få bekræftet, at jeg godt kunne finde ud af noget i skolen.
Rejsen mod selvstændighed
Efter skolen begyndte Nicolaj på flere uddannelser, men det var for svært. Han prøvede først kræfter med bageruddannelsen, og derefter tog han et par moduler på landbrugsskolen, men prisen for at kæmpe med lektierne var et meget begrænset socialt liv.
- Alt det sociale i mit liv forsvandt. Jeg sad og lavede lektier hver aften. Tit til ud på natten, mens alle de andre bare hyggede sig og havde et socialt liv. Det fungerede bare ikke, forklarer Nicolaj.
Senere blev Nicolaj udsendt af Forsvaret, og det udløste yderligere udfordringer i form af PTSD, som han stadig kæmper med. I dag er han i et ressourceforløb ved jobcentret, og han går til ordblindeundervisning på HF & VUC FYN i Svendborg. Han har lært at bruge forskellige digitale hjælpemidler som fx Google Lens, som han bruger til at læse tekst op for ham. Det letter hans hverdag, når han skal finde de rigtige varer i supermarkedet, og det har givet ham mod til selv at læse breve og papirer, så han ikke længere er afhængig af andre for at kunne læse personlige breve og lignende.
- Nu har jeg fået mod på at læse. Jeg kan godt læse en side eller to, helst faglitteratur, og når jeg bliver træt, så har jeg hjælpemidlerne til at læse op for mig. Jeg kan også selv skrive beskeder nu, for jeg har lært noget om sætningsopbygning i ordblindeundervisningen, og det hjælper meget. Nu kan andre let læse, hvad jeg skriver, og der er ikke fejl.
Fremtiden
Nicolaj tager én dag ad gangen. Der skal styr på PTSD-traumet og han håber at kunne få endnu flere hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere. Han håber at finde et job, hvor der er struktur og faste rammer, og hvor han kan være selvstændig i jobbet.
Nicolajs historie er et vidnesbyrd om, hvordan vedholdenhed og støtte kan hjælpe en person med at overvinde de udfordringer, som ordblindhed kan bringe. Hans historie er en påmindelse om, at det er aldrig for sent at forfølge sit mål for uddannelse eller job, uanset tidligere hindringer.