Stx giver venner for livet


For Noah har det været en fantastisk mulighed for at komme videre med sit uddannelsesliv og samtidig få nye venner for livet. Der er mange lektier og afleveringer, så det kræver planlægning og disciplin. Men i klassen hjælper de hinanden og lærer af hinandens livserfaringer, hvilket gør det lettere at komme igennem de travle perioder.
Vi lærer meget af hinanden i klassen
På den 2-årige stx går mange elever, der har taget en pause fra uddannelse og været ude at arbejde nogle år. Aldersspændet er bredt – fra 17 til 30 år – men de fleste er i starten af 20'erne. Noah startede sin ungdomsuddannelse på hhx, men fandt ud af, at det ikke var den rette vej for ham. I stedet valgte han at tage 8 måneder i Livgarden, hvor han blandt andet stod vagt for Dronningen. Det var en oplevelse for livet, der gav personlig udvikling, selvdisciplin og evne til at arbejde under pres:
- Livgarden var en fed tid, hvor jeg lærte mig selv meget bedre at kende og fik noget livserfaring. Jeg var meget motiveret for at komme tilbage på skolebænken og give den en skalle. Det var godt for mig at holde en pause med skolen, inden jeg skulle i gang her.
Han oplever, at klassemiljøet er stærkt, fordi alle har valgt uddannelsen bevidst.
- Folk er her, fordi de gerne vil det – og det skaber en god dynamik i klassen. Nogle har job eller andre forpligtelser ved siden af, men vi hjælper hinanden, hvis der er noget, der er svært. Det er fedt at være sammen med jævnaldrende, der har samme mindset. Vi lærer meget af hinanden, især dem, der er lidt ældre, fordi de har nogle gode perspektiver på tingene.
I dag bruger han sin erfaring fra Livgarden til at sammenligne studiet:
- Hvis der er mange afleveringer på én gang, så tænker jeg tilbage på Livgarden. Der har jeg oplevet noget, der var hårdere, og jeg klarede det. Så kan jeg også klare det her.
En eliteuddannelse, der kræver planlægning
Uddannelsen ER intens, fordi fagene afsluttes hurtigt. Det ER mange lektier, og man kan hurtigt komme bagud, hvis man har for meget fravær. Det kræver, at man skal være dedikeret og god til at planlægge sin tid.
- I min vennegruppe er vi fem drenge, og vi deler noter og hjælper hinanden, hvis en af os har en hård periode. Det er virkelig vigtigt at have nogen, der støtter én.
Han roser lærerne for at være forstående:
- Hvis man er lidt bagud med en aflevering, så er lærerne mega søde til at give én et par ekstra dage. Det har jeg da fået et par gange. De ved godt, at vi har mange lektier og kan sagtens forstå, hvis jeg f.eks. ikke lige kan aflevere til tiden.
Der er 4 forskellige studieretninger på 2-årig STX. Noah har valgt den sproglige-samfundsvidenskabelige linje og har samfundsfag, engelsk og tysk på højt niveau.

Cykeltur med et godt formål
Selvom skolen fylder meget, er det vigtigt for Noah at have tid til andre ting. Han elsker at cykle og træner i øjeblikket op til en lang cykeltur gennem Europa sammen med en ven fra Livgarden.
- Vi planlægger at cykle fra Nordnorge til Portugal for at samle penge ind til kræftramte børn gennem kampagnen 'Projekt 7600'. Vi har begge haft kræft inde på livet i vores familier og vil gerne støtte et godt formål.
De har selv planlagt turen og har blandt andet fået en ambassadøraftale med cykelfirmaet Pronghorn, der har sponsoreret deres cykler.
Nye venner midt i livet
For Noah har noget af det bedste ved stx været at møde nye mennesker og få en vennegruppe i en alder, som ellers kan være svær.
- Når man bliver ældre, er det ikke lige så let at få nye venner. Det sker ofte på skoler eller uddannelsessteder, og stx’en har faktisk givet mig en ny vennegruppe. Det er fedt at vide, at man stadig kan skabe stærke venskaber senere i livet.
Han sætter pris på, at stx ikke kun handler om fester, men har et mere voksent og fagligt fokus. Folk er målrettede.
- Folk er her, fordi de skal bruge det til noget. Men jeg har mødt nogle virkelig gode mennesker, og det betyder alt.
Når den røde hue er i hus, cykler Noah ind i et aktivt sabbatår, og derefter er planen at starte på en uddannelse – måske som politibetjent, elektriker eller en universitetsuddannelse i Idræt og Sundhed. Uanset hvad er han glad for, at alle døre til videre uddannelse står åbne.
